Begrebet vækkelse opstod i forbindelse med The First Great Awakening i USA, som var en udløber af den metodistiske vækkelse i England. Denne første vækkelse var i udgangspunktet calvinsk orienteret in sit syn på viljens frihed. Dvs. man troede, at viljen var trælbunden. Men samtidig var man influeret af den calvinske tanke om, at Helligånden ikke virker gennem ordet, men nogengang samtidig med. I denne første store vækkelse blev der lagt stor vægt på erfaringen af ånden (John Wesley, stifteren af metodismen var dog synergist). Metodismen var inspireret af pietismen på det europæiske fastland, som også problematiserde Skriftens virkekraft.
Den anden store vækkelse i USA 'The Second Great Awakening' havde Charles Finney som en betydningsfuld skikkelse. Han var klart synergist og forsøgte gennem appel til erfaringen at få folk til at 'stemme på Jesus'. Læren var han mindre interesseret i.
Fælles for begge disse vækkelser var, at Guds ord ikke blev set som virkekraftigt i sig selv. Dette havde de tilfælles med pietismen, som også problematiserede Skriftens virkekraft. Hvis man benægter, at Helligånden virker i og gennem ordet på menneskers frelse, har man altså to alternativer: 1. Gud 'tilsætter' Helligånden en gang imellem, så Helligåndens virke er afhængig af, om Gud vil en vækkelse. 2. Mennesker 'aktiverer' Helligånden på den ene eller anden måde.
I begge tilfælle benægtes Jesu ord om, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63) og Guds tilsagn om, at hans ord ikke vender virkningsløst tilbage (Es 55,11). Begrebet vækkelse som teologisk begreb er altså dybest set en fornægtelse af Skriftens virkekraft og Guds løfte om, at Ånden virker i og gennem ordet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hm... ;-)
Der er jo dog også steder i Bibelen, som ikke synes at koble menneskers frelse og Guds virke ALENE op på Skriftens virkekraft.
Jesus taler jo om, at ingen kommer til ham, uden at Faderen har draget dem. Medmindre man mener, at Gud kalder dem, som mennesker tilfældigvis vælger at forkynde Ordet for, så synes der altså at være et element udover Ordet.
Og så er der utallige opfordringer til bøn i Bibelen, og flere som "strider" for de hellige i bøn. Hvis Ordet ALENE har virkekraften, hvorfor så overhovedet bede? Det synes indlysende, at bøn gør et eller andet, som Ordet ikke gør i sig selv...
Og så er der den banale konstatering, som vi sikkert alle er enige i, at ikke alle, som hører Ordet, bliver frelst. Hvorfor ikke, hvis Ordet ALENE virker? Det må jo derfor have noget med det enkelte menneske at gøre? Og dettes tro eller beslutning?
Og så er der Bibelens ord om "omvend jer og tro på evangeliet". Synes der ikke at blive lagt en beslutning over på tilhørerne???
Det er klart, at Ordet virker, for "troen kommer af det, der høres", men er det ikke at stille det alt for skarpt op, at der ingen andre faktorer er inde i billedet, og at det er synergisme og hvad ved jeg? ;-)
Jeg har ikke påstået, at frelsen alene skyldes Skriftens virkekraft. Skriftens virkekraft døde f.eks. ikke for verdens synd. Derfor er der ingen modsætning mellem at sige, at Gud virker gennem Skriften og at Faderen drager dem, der bliver frelst. Jeg vil enddog gå så langt som til sige, at Gud fra evighed af har udvalgt dem, der frelses (Ef. 1)
Jeg tor gerne, at vi også er uenige om dét, du skriver. Men jeg finder det interessant, at du faktisk ikke forholder dig til essensen i det, jeg skriver i det indlæg, du forholder dig til, nemlig, at Ånden virker i og gennem ordet og ikke er noget, Gud først tilsætter, når han synes eller mennesker har anstrengt sig nok.
Udover det bygger dit indlæg mest på fornuftsslutninger, som jeg ikke anerkender som kilde til teologisk erkendelse.
Jeg kan ikke se noget sted i min bibel, at bønnen skulle gøre ordet virksomt. Tværtimod er det ordet, der sætter os i stand til at bede. Uden troen, som virkes af ordet, kan vi slet ikke bede til den sande Gud. Derfor er opfordringer til at 'bede til frelse' til hedninger i virkeligheden en opfordring til afgudsdyrkelse - for sand bøn må ske i Jesu navn og ingen kommer til Faderen uden ved ham.
At Ordet siger, at vi skal omvende os svækker heller ikke ordets virkekraft. Tværtimod sammenlignes omvendelsen i Skriften med Guds skabelsesbefaling: "Lad det blive lys" (2. kor 4,6) og en dødeopvækkelse (Ef.2,1), som Jesus også iværksatte ved hjælp af en imperativ: Lazarus, kom herud.
På samme måde kan Jesus, apostlene og deres efterfølgere fokynde: omvend jer og tro evangeliet.
Der nævnes derimod ikke nogen beslutning noget sted i Skriften.
Beslutningstankegangen kommer alene fra synergisternes kødelige hjerter. Definitionen på synergisme er netop den falske lære, at mennesket kan samarbejde med Gud i frelsen.
Send en kommentar