Begrebet vækkelse opstod i forbindelse med The First Great Awakening i USA, som var en udløber af den metodistiske vækkelse i England. Denne første vækkelse var i udgangspunktet calvinsk orienteret in sit syn på viljens frihed. Dvs. man troede, at viljen var trælbunden. Men samtidig var man influeret af den calvinske tanke om, at Helligånden ikke virker gennem ordet, men nogengang samtidig med. I denne første store vækkelse blev der lagt stor vægt på erfaringen af ånden (John Wesley, stifteren af metodismen var dog synergist). Metodismen var inspireret af pietismen på det europæiske fastland, som også problematiserde Skriftens virkekraft.
Den anden store vækkelse i USA 'The Second Great Awakening' havde Charles Finney som en betydningsfuld skikkelse. Han var klart synergist og forsøgte gennem appel til erfaringen at få folk til at 'stemme på Jesus'. Læren var han mindre interesseret i.
Fælles for begge disse vækkelser var, at Guds ord ikke blev set som virkekraftigt i sig selv. Dette havde de tilfælles med pietismen, som også problematiserede Skriftens virkekraft. Hvis man benægter, at Helligånden virker i og gennem ordet på menneskers frelse, har man altså to alternativer: 1. Gud 'tilsætter' Helligånden en gang imellem, så Helligåndens virke er afhængig af, om Gud vil en vækkelse. 2. Mennesker 'aktiverer' Helligånden på den ene eller anden måde.
I begge tilfælle benægtes Jesu ord om, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63) og Guds tilsagn om, at hans ord ikke vender virkningsløst tilbage (Es 55,11). Begrebet vækkelse som teologisk begreb er altså dybest set en fornægtelse af Skriftens virkekraft og Guds løfte om, at Ånden virker i og gennem ordet.
fredag den 2. november 2007
lørdag den 15. september 2007
Skriftens Virkekraft og pietismens rødder
Dette indlæg er hentet fra min blog Luthersk
Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)
Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.
Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?
Den lutherske ortodoksi havde ved sin store stridsteolog, Abraham Calovius, en interessant strid med teologen Hermann Rathmann om Skriftens virkekraft/effektivitet. Iflg. Rathmann blev Skriften først virkekraftig, når den kom i brug. Heroverfor hævdede Calov og ortodoksien, at Skriften var virkekraftig ante et extra usum (før og udenfor brugen). Skriften fik ikke sin virkekraft fra brugen af den. Det var ikke kirken/individet, der ved sin åndsoplysning skulle gøre Skriften virksom. (Se om denne strid bl.a. Preus, Robert 'The Theology of Post-Reformation Lutheranism I" p. 367-371 samt Jung, Volker: 'Das Ganze der Heiligen Schrift' p. 94-101)
Interessant er det, at den senere ortodokse teolog, Dannhauer i sin Hermeneutica Sacra havde et syn på Skriftens virksomhed, der lå tæt på Rathmanns, idet han afviste Skriftens virkekraft ante et extra usum. Robert Preus forsvarer Dannhauer (p. 370) med at han var oppe mod nogle andre positioner, men Volke Jung mener, at der er klare ligheder ml. Dannhauer og Rathmann på den ene side og så ml. Dannhauers hermeneutik og den pietistiske standardhermeneutik af Johann Jakob Rambach: "Institutiones Hermeneuticae Sacrae". Så vidt Volker Jung og Robert Preus.
Det interessante er, at pietismens fader, Phillip Jakob Spener netop var elev af Dannhauer i Strassburg og selv skulle have sagt, at denne var den teolog, der havde ydet mest indflydelse på ham (iflg. Tapperts introduktion i engelsk oversættelse af Pia Desideria 1964, Fortress Press, p. 10). Skal en del af pietismens baggrund i virkeligheden findes i denne vending til subjektet frem for objektet, når der gælder Skriftens virkekraft? Og ligger den idehistoriske kim til subjektorienteringen i teologi og filosofi i oplysningstiden ikke netop i pietismen?
Velkommen
Velkommen til denne blog.
Bloggen her udspringer af min blog Luthersk. Jeg vil forsøge at reservere de lidt tungere og mere teologiske indlæg til min nye blog og holde min gamle blog i en mere populær stil.
Luthersk Teologi vil fortsat være præget af en konfessionelt og ortodoks luthersk profil, men jeg vil nok tage mig flere friheder i retningen af fagnørderi.
Emnevalget vil fortsat være luthersk kristendom, men som titlen antyder, så vil det mere specifikt være teologien, jeg beskæftiger mig med. Et af de teologiske temaer, jeg særligt beskæftiger mig med for tiden, er spørgsmålet om sammenhængen mellem hermeneutik, erkendelsesteori og Skriftsyn i tidlig lutherdom og ved overgangen mellem ortodoksi og pietisme. Dette tema har jeg allerede behandlet på min gamle blog, men vil dykke længere ned i her.
Bloggen her udspringer af min blog Luthersk. Jeg vil forsøge at reservere de lidt tungere og mere teologiske indlæg til min nye blog og holde min gamle blog i en mere populær stil.
Luthersk Teologi vil fortsat være præget af en konfessionelt og ortodoks luthersk profil, men jeg vil nok tage mig flere friheder i retningen af fagnørderi.
Emnevalget vil fortsat være luthersk kristendom, men som titlen antyder, så vil det mere specifikt være teologien, jeg beskæftiger mig med. Et af de teologiske temaer, jeg særligt beskæftiger mig med for tiden, er spørgsmålet om sammenhængen mellem hermeneutik, erkendelsesteori og Skriftsyn i tidlig lutherdom og ved overgangen mellem ortodoksi og pietisme. Dette tema har jeg allerede behandlet på min gamle blog, men vil dykke længere ned i her.
Abonner på:
Opslag (Atom)
