Begrebet vækkelse og Skriftens virkekraft

Begrebet vækkelse opstod i forbindelse med The First Great Awakening i USA, som var en udløber af den metodistiske vækkelse i England. Denne første vækkelse var i udgangspunktet calvinsk orienteret in sit syn på viljens frihed. Dvs. man troede, at viljen var trælbunden. Men samtidig var man influeret af den calvinske tanke om, at Helligånden ikke virker gennem ordet, men nogengang samtidig med. I denne første store vækkelse blev der lagt stor vægt på erfaringen af ånden (John Wesley, stifteren af metodismen var dog synergist). Metodismen var inspireret af pietismen på det europæiske fastland, som også problematiserde Skriftens virkekraft.

Den anden store vækkelse i USA 'The Second Great Awakening' havde Charles Finney som en betydningsfuld skikkelse. Han var klart synergist og forsøgte gennem appel til erfaringen at få folk til at 'stemme på Jesus'. Læren var han mindre interesseret i.

Fælles for begge disse vækkelser var, at Guds ord ikke blev set som virkekraftigt i sig selv. Dette havde de tilfælles med pietismen, som også problematiserede Skriftens virkekraft. Hvis man benægter, at Helligånden virker i og gennem ordet på menneskers frelse, har man altså to alternativer: 1. Gud 'tilsætter' Helligånden en gang imellem, så Helligåndens virke er afhængig af, om Gud vil en vækkelse. 2. Mennesker 'aktiverer' Helligånden på den ene eller anden måde.


I begge tilfælle benægtes Jesu ord om, at hans ord er ånd og liv (Joh 6,63) og Guds tilsagn om, at hans ord ikke vender virkningsløst tilbage (Es 55,11). Begrebet vækkelse som teologisk begreb er altså dybest set en fornægtelse af Skriftens virkekraft og Guds løfte om, at Ånden virker i og gennem ordet.